153
Katerina Iwanowna, der virkelig var ganske sluppet og træt og nu inderligt ked af dette Gravøl, faldt imidlertid uden videre Amalia Iwanowna i Talen, sagde hende, at hun vrøvlede og slet ikke forstod sig paa det, og at Omsorgen for Vasken i en nobel Pensionsanstalt paahvilede Kastellaninden, men slet ikke Direktricen. Hvad Romanlæsningen angik, saa var denne Bemærkning endog uanstændig, og hun maatte bede hende iie.
Amalia Iwanowna blev rød som en Hummer og bemærkede rasende, at hun havde ment det godt, og at hun ønskede hende al mulig Lykke, men at hun allerede i lang Tid skyldte hende for Husleje.
Katerina Iwanowna svarede hende imidlertid straks, at hun løj, naar hun sagde, at hun ønskede hende godt; thi endnu i Gaar, da den salig hensovede Mand endnu laa Lig havde krævet hende for Husleje.
Herpaa svarede Amalia Iwanowna meget rigtigt, at hun vel havde indbudt hine Damer, men at hine Damer ikke havde villet komme, fordi hine Damer var noble Damer og derfor ikke kunde komme til ikke-noble Damer.
Katerina Iwanowna gjorde hende imidlertid straks Standpunktet klart med den Ytring, at da hun selv var en simpel Kælling, saa kunde hun heller ikke bedømme den sande Noblesse.
Striden mellem disse to Kvinder blev stedse hæftigere og personligere, Larmen stedse værre, Fornærmelserne stedse tydeligere, Trusler fløj frem og tilbage, og Amalia Iwanowna begyndte pludselig at skrabe sine Sølvskeer sammen.
Skandalen blev stadig værre, Børnene begyndte at græde.
Sofia gjorde sig Umage for at holde Katerina Iwanowna tilbage. Amalia Iwanowna befalede, at
