156
Sofia, „fra mit Bord i min Ven Andrej Ssemjonowitsch Lebesätnikows Værelse er der straks efter Deres Besøg forsvundet en Seddel paa Hundrede Rubler, som tilhørte mig. Hvis De paa nogen Maade skulde have Kundskab om dette og kunne sige os, hvor den nu er, saa forsikrer jeg Dem paa Æresord, og alle Nærværende skal være Vidner paa det, at Sagen dermed skal være afgjort. Ellers vil jeg være nødt til at gribe til alvorligere Forholdsregler og da … maa De selv tilskrive Dem Følgerne.”
En pinlig Tavshed opstod i Værelset. Selv de grædende Børn blev rolige.
Sofia stod der ligbleg, stirrede paa Lushin og kunde ikke faa et Ord frem. Det syntes, som om hun endnu ikke begreb et Ord af det hele. Der gik nogle Sekunder.
„Naa, hvordan er det saa?” spurgte Lushin, idet han saa betydningsfuldt paa hende.
„Jeg véd ikke … jeg kender slet ikke til det …” svarede Sofia endelig med svag Stemme.
„Ikke? De ved altsaa ingen Ting?” spurgte Lushin en Gang til og tav atter nogle Sekunder. „Betænk Dem, Mademoiselle,” begyndte han strængt, men tilsyneladende endnu formanende, „betænk Dem, jeg vil endnu give Dem Tid til at betænke Dem. Læg vel Mærke til dette: hvis jeg ikke var fuldstændig overbevist, saa vilde jeg med min store Erfaring visselig ikke have risikeret at beskylde Dem saa direkte; thi en saadan direkte og offenlig, men falsk eller ogsaa blot fejlagtig Beskyldning maatte jeg paa en Maade selv svare for, det véd jeg. I Morges vekslede jeg i et bestemt Øjemed nogle 5 pCt.s Statspapirer til Beløb af tre Tusind Rubler. Beregningen derover staar i min Notitsbog. Da jeg kom hjem talte jeg dem — Andrej Ssemjonowitsch er Vidne paa det — og efter at jeg havde aftalt to
