159
Sofia saa sig om. Alle betragtede hende med alvorlige, spodske og hadefulde Blikke.
Hun saa paa Raskolnikow … han stod med korslagte Arme ved Væggen og betragtede hende med et flammende Blik.
„Aa, Herre Gud!” fik hun endelig frem.
„Amalia Iwanowna, Politiet maa have Oplysning om Sagen, jeg beder Dem derfor om at sende Bud med Portneren”, sagde Lushin sagte og næsten mildt.
„Barmhjærtige Gud! Jeg vidste jo nok, at hun stjal!” udbrød Amalia Iwanowna og slog Hænderne sammen.
„Aha, De vidste det?” afbrød Lushin, „altsaa har der ogsaa før været Grund til at antage det? Vær saa god, højstærede Amalia Iwanowna, at huske paa Deres Ord, som forøvrigt er talte i Vidners Overvær.”
Fra alle Kanter begyndte nu en livlig Samtale, alle var i Bevægelse.
„Hvad for noget?” skreg pludselig Katerina Iwanowna, der pludselig besindede sig og vendte sig mod Lushin: „De beskylder hende for Tyveri? Sofia en Tyv? Aah, hvilken Skurkestreg!…” Og hun styrtede hen til Sofia og trykkede hende voldsomt op til sig med sine magre Arme.
„Sofia, hvor kunde Du understaa Dig i at tage ti Rubler af ham! Aa, Du enfoldige Barn! Kom med dem! Giv mig straks de ti Rubler — der..!”
Hun rev Seddelen ud af Sofias Haand, klemte den sammen til en Kugle og kastede den lige i Ansigtet paa Lushin. Kuglen ramte ham i Øjet og faldt derfra ned paa Bordet.
Amalia Iwanowna skyndte sig at tage den op. Lushin blev ærgerlig.
