160
„Hold paa den gale Kone!” raabte han.
I Døren ved Siden af Lebesätnikow viste sig nogle nye Ansigter, blandt dem ogsaa de to tilrejste Damer.
„Hvad siger De!… Jeg skulde være gal? Din Nar!” hvæsede Katerina Iwanowna, „Du er selv gal din Lovtrækker, dit gemene Menneske!… Sofia! Sofia skulde have taget Penge fra Dig? Sofia skulde være en Tyv? Din Nar, heller havde hun givet Dig Penge!”
Hun brød ud i en hysterisk Latter.
„Har I nogensinde set en saadan Nar?” sagde hun idet hun henvendte sig til hele Selskabet og pegede paa Lushin. „Hvad? og Du ogsaa?” vedblev hun, da hun fik Øje paa Værtinden, „Du, din Tosse bekræfter, at hun har stjaalet?… Aa, Du nederdrægtige preussiske Høneben i Krinoline! Aa, I, I … Hun har jo ikke været ude af Stuen, hun satte sig ned ved Siden af Rodion Romanowitsch straks efter at hun kom tilbage fra Dig, din Usling. Undersøg hende da! Naar hun ikke har været ude, saa maa hun jo have Pengene paa sig. Undersøg hende da; led, led!… Men finder Du ingen Ting, min Due, saa tag Dig iagt, da skal Du komme til at svare for det! Jeg gaar lige til Kejseren selv, den barmhjærtige; jeg kaster mig for hans Fødder, og det endnu i Dag! Jeg er en stakkels Enke! — de slipper mig nok ind til ham! Du mener vel, at de slipper mig ikke ind? Du tager fejl! Jeg trænger mig frem til ham!… Du har gjort Regning paa, at hun er saa sky og bange, det er det, Du har haabet paa? Men saa er jeg saa meget modigere min Bro'r! Med mig kommer Du tilkort led nu, led! —”
Da Katerina trak i voldsomt Raseri Lushin hen til Sofia.
