Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/556

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

162

Sofia stod endnu paa samme Plet, men ligesom sanseløs; hun syntes ikke en Gang at være forbavset. Men pludselig steg Blodet hende til Ansigtet, hun skreg højt og bedækkede Ansigtet med Hænderne.

„Nej!… jeg har ikke gjort det! Det var ikke mig! Jeg kender ikke det mindste til det!” raabte hun med et hjærteskærende Skrig og styrtede hen til Katerina Iwanowna. Denne trykkede hende til sig, som om hun vilde beskytte hende mod alle de vrede Mennesker.

„Sofia! Sofia! jeg tror det ikke!” skreg Katerina Iwanowna trods den haandgribelige Kendsgærning og vuggede hende i sine Arme som et lille Barn, kyssede hende utallige Gange, greb hendes Hænder og kyssede dem vildt. „Du skulde have stjaalet!… hvad det dog er for dumme Mennesker! Aa, Herre Gud! I er dumme!” skreg hun til dem alle, „I véd jo slet ikke, hvad det er for et Guldhjærte, hvad det er for en Pige! Hun skulde tage noget — hun! Hun havde før taget Særken af Kroppen og givet den bort, hellere vilde hun have gaaet barfodet og givet Eder alt, saadan er hun! Den gule Billet („Kortet”) fik hun jo bare, Fordi mine Børn var ved at dø af Sult; for os har hun solgt sig!… Ak, Du kære Afdøde, det er dit Gravøl!… Herre Gud! saa beskyt hende da, hvorfor staar I der allesammen! Rodion Romanowitsch! hvorfor beskytter De hende ikke? Tror De ogsaa paa det? I er allesammen ikke saa meget værd som Sofias Lillefinger! Herre Gud, beskyt da Du hende.”

Den stakkels svindsottige Katarina Imanownas Skrig gjorde et stærkt Indtryk paa Publikum. Der laa saa megen Elendighed, saa megen Lidelser i disse fortørrede Læber, paa hvilke Blodsporene endnu var