163
synlige, i denne hæse Stemme, i denne Hulken, der stundom lød som Barnegraad, i denne fortvivlede, omend fortrøstningsfulde Bønfalden om Beskyttelse, at alle havde Medlidenhed med den Ulykkelige.
I det mindste ytrede Peter Petrowitsch straks sin Medlidenhed.
„Madame, Madame,” raabte han indtrængende til hende, „Dem berører dette jo ikke! Ingen vil beskylde Dem for noget ondt, ikke en Gang for at De skulde have Del i det; saa meget mere som De selv har bragt alt for Dagen ved at vende Lommerne paa hende. Jeg er rede til hjærteligt at beklage, hvis saa at sige Sofia Ssemjonownas Fattigdom skulde have forledet hende til det, men hvorfor vilde De ikke tilstaa det, Mademoiselle? Frygtede De maaske for Skammen? Var det blot et første Forsøg, en Forvildelse? Det er muligt, meget muligt… Men hvorfor vilde De ogsaa indlade Dem paa noget saadant? Mine Herrer,” vendte han sig til alle de Tilstedeværende, „mine Herrer, fuld af Medlidenhed og saa at sige Barmhjærtighed er jeg for min Del rede til at tilgive, selv nu, efter den mig tilføjede personlige Fornærmelse. Imidlertid, Mademoiselle, maa den Skam, De nu lider; være Dem en Lektion for Fremtiden,” sagde han, idet han vendte sig til Sofia, „Resten vil jeg ofre til Glemselen, og lad dermed alt være endt!”
Peter Petrowitsch skelede over til Raskolnikow og deres Øjne mødtes. Raskolnikows glødend Blik truede med at forvandle ham til Aske.
Under alt dette syntes Katerina Iwanowna ikke at have hørt noget, hun omfavnede og kyssede Sofia som en Afsindig. Ogsaa Børnene omgav hende fra alle Sider, men Poletschka græd bitterlig, skønt hun ikke var i Stand til at begribe alt, og
