165
endelig holde op med Deres Gaader? Eller har De maaske drukket for meget?”
„De, nederdrægtige Menneske, De drikker maaske for meget, men ikke jeg! Jeg drikker mig aldrig fuld, det er stridende mod mine Grundsætninger! … Tænk Dem, han har selv egenhændig givet Hundredrubelsedlen til Sofia Ssemjonowna — jeg saa det selv, jeg sværger paa det; han, han selv!” gentog Lebesätnikow og vendte sig til dem alle.
„De maa være bleven forrykt … Grønskolling!” hvæsede Lushin, „hun staar der jo selv for Dem i egen Person, hun har jo selv, nu netop i Alles Nærværelse, erklæret, at hun ikke har faaet andet af mig end de ti Rubler. Paa hvilken Maade skulde jeg da have givet hende dem?”
„Jeg saa det … jeg har jo set det!” raabte Lebesätnikow, bekræftende sit tidligere Udsagn, „og skønt det egenlig er mod mine Grundsætninger, saa er jeg dog straks rede til at aflægge Ed for Retten, — jeg saa, hvordan De hemmeligt stak Sedlen til hende. Men jeg var saa naragtig, at jeg troede det var af Ædelmodighed! Da De tog Afsked med hende i Døren, stak De, samtidig med at hun vendte sig om og De trykkede hendes Haand, forsigtigt Sedlen ned i hendes Lomme. Jeg saa det!”
Lushin var bleven bleg.
„Hvad er det for Løgne, De opvarter med!” raabte han frækt, „hvordan kunde De, som stod ved Vinduet, se Sedlen? De har sagtens drømt? Og saa er De jo nærsynet … De fantaserer vist!”
„Aa nej; skønt jeg stod temmelig langt borte, saa jeg dog alt; fra Vinduet af vilde det virkelig have været lidt vanskeligt at skælne Sedlen — det er sandt — men alligevel vidste jeg dog — begunstiget ved et særligt Tilfælde — ganske sikkert, at
