172
og at han altsaa virkelig havde bagtalt Sofia Ssemjonowna.
Og desuden var det allerede drukne Avditorium altfor ophidset.
Skønt Proviantforvalteren ikke længere var i Stand til at fatte, hvad der foregik, skreg han højst og foreslog nogle for Lushin skæbnesvangre Forholdsregler.
De tre Polakker var blandt de hidsigste, de skældte og truede paa polsk.
Sofia lyttede spændt, men der var meget, som heller ikke hun syntes at begribe; det var, som om hun lige var vaagnet af en Afmagt. Hendes Øjne veg ikke fra Raskolnikow, som om hun følte, at han alene kunde beskytte hende.
Katerina aandede saa tungt, at man hørte det; hun havde spærret Munden op, og saa sig om med et idiotisk Udtryk; kun det syntes hende klart, at Peter Petrowitsch var i Klemme.
Raskolnikow vilde gøre et Forsøg paa at tale mere, men der var ikke længer nogen Mulighed; alle skreg og trængte sig om Lushin med Skældsord og Trusler. Men Peter Petrowitsch var ikke bange af sig. Da han saa, at han havde forregnet sig i sin Anklage mod Sofia gik han direkte over til Uforskammethed.
„Tillad mig, mine Herrer, vær saa god at lade mig komme frem!” sagde han, idet han trængte sig gennem Mængden; „hav ogsaa den Godhed at lade være med at true; jeg forsikrer Dem, De opnaar ingen Ting derved; jeg er slet ikke bange af mig; tværtimod, mine Herrer, De skal nok nok blive draget til Ansvar for, at De med Magt har villet neddysse en Forbrydelse. I Retten vil man ikke være saa blinde … og heller ikke saa drukne! Man vil ikke tro paa to anerkendte Gudsfornægtere, Oprørere og
