181
Hun gik sagte hen til ham, satte sig hos ham paa Sengen og ventede uden at vende Øjnene fra ham; hendes Hjærte bankede snart hæftigt og syntes snart at staa fuldstændig stille.
Det var ikke til at udholde længer; han vendte sit dødblege Ansigt mod hende, hans Læber fortrak sig kraftesløst for at frembringe Ord. En frygtelig Angst snørede hans Hjærte sammen.
„Hvad fejler De?” gentog hun og flyttede sig lidt bort fra ham.
„Ingenting, Sofia; … vær ikke bange … Naar man betragter det ret, er det kun noget Vrøvl!” mumlede han ligesom aandsfraværende. „Hvorfor er jeg kommen herop for at plage Dig?” tilføjede han pludselig og saa paa hende. „Ja, hvorfor? Bestandig paany gør jeg mig dette Spørgsmaal, Sofia…”
Endnu for et Kvarter siden havde han maaske virkelig forelagt sig selv dette Spørgsmaal, men nu — fuldstændig afkræftet og næsten bevidstløs — gentog han det blot. Stadige Kuldegysninger løb gennem hele hans Legeme.
„Aa, hvad De dog maa udstaa for Kvaler!” sagde hun og betragtede ham medlidende.
„Det er kun dum Snak!… Sofia, véd Du, hvad det var, jeg vilde sige Dig i Gaar?”
Han prøvede paa at smile, men det blev blot til et svagt Forsøg.
Sofia ventede utrolig.
„Jeg sagde, da jeg gik, at jeg maaske tog Afsked for bestandig, men at jeg, dersom jeg kom igen i Dag, skulde sige Dig, … hvem der har dræbt Elisabeth!”
Hele hendes Legeme begyndte pludselig at skælve.
„Naa jeg er jo kommen igen og maa altsaa sige Dig det.”
