200
havde vendt sig til ham, følte og erkendte han pludselig, at han var bleven endnu meget ulykkeligere.
„Sofia”, sagde han, „det er bedre, Du ikke kommer til mig i Fængslet.”
Sofia svarede ikke, hun græd.
Der gik nogle Minutter.
„Aærer Du noget Kors paa Dig?” spurgte hun pludselig uventet, som om hun først i samme Øjeblik tænkte paa det.
„Nej?… Du har vist ikke”, fortsatte hun … „der, tag dette Kors af Cyprestræ. Jeg har et til, af Messing, fra Elisabeth. Hun og jeg byttede Kors, hun gav mig sit, og jeg gav hende mit lille Helgenbillede. Jeg vil nu bære Elisabeth og Du skal tage dette her. — Tag det, det er jo mit!” bad hun. „Vi skal jo gaa Lidelsens Vej sammen, og saa vil vi ogsaa bære Korset sammen.”
„Giv mig det!” sagde Raskolnikow.
Han vilde ikke bedrøve hende, men han trak straks atter den Haand, som han rakte ud efter Korset, til sig igen.
„Ikke nu, Sofia. Heller siden!” tilføjede han for at berolige hende.
„Ja, ja, det er bedre, meget bedre,” sagde hun, „naar Du tager din Straf paa Dig, da skal Du tage og bære det. Saa kommer Du til mig, og jeg hænger det om Halsen paa Dig, og da beder vi tilsammen og gaar saa bort med hinanden.”
I dette Øjeblik blev der banket paa Døren.
„Sofia Ssemjonowna, kan man komme ind?” spurgte en høflig og bekendt Stemme.
Sofia styrtede ængstelig hen til Døren.
Den blonde Lebesätnikow tittede ind i Værelset.
