208
dem, hvorfor det var nødvendigt; blev fortvivlet, naar de ikke forstod hende, slog dem…
Saa lod hun atter Børnene staa, styrtede sig ind paa Publikum, naar hun saa et nogenlunde anstændigt klædt Menneske, der var blevet staaende for at gabe, og begyndte at forklare ham: „Ser De, saa langt er det kommet med Børnene af et nobelt, ja man kan sige aristokratisk Hus!”
Hørte hun Latter eller haanende Ord fra Mængden, styrtede hun straks løs paa den Frække og begyndte at skælde ham ud. Nogle lo, andre rystede paa Hovedet, men alle var nysgærrige efter at se den gale Kvinde med de af Angst skælvende Børn.
En Pande, som Lebesätnikow havde talt om, var der ikke, i der mindste saa Raskolnikow ingen; men Katerina Iwanowna angav Takten ved at klappe med sine knoklede Hænder, naar hun lod Poletschka synge og Lydia og Kolja danse; derhos forsøgte hun selv at synge, men hver Gang blev hun straks ved den anden Note afbrudt af den pinligste Hoste; dette bragte hende atter til Fortvivlelse, hun bandede sin Hoste og græd endogsaa.
Men mest blev hun ude af sig ved Koljas og Lydias Graad og Angst. Hun havde virkelig gjort et Forsøg paa at klæde Børnene i Kostume, saadant som Gadesangerne plejer at have. Drengen havde et Slags Turban af hvidt og rødt Tøj paa Hovedet, han skulde forestille en Tyrk.
Lydia havde knn en rød, uldstrikket Hue paa. Den havde tilhørt Ssemjon Sacharytsch, men i den var der stukket en hvid Strudsfjær, som hørte til Efterladenskaberne efter Katerina Iwanownas Bedstemoder.
Poletschka havde sin sædvanlige Klædning paa. Hun saa bange og forvirret paa Moderen, gik ikke fra hendes Side, skjulte sine Taarer, anede Mode-
