209
rens Galskab og saa sig urolig om. Gaden og Folkemassen gjorde hende bange.
Sofia fulgte dem uafbrudt, og med Taarer i Øjnene bønfaldt hun Katerina Iwanowna om at gaa hjem.
Men Katerina Iwanowna var ubønhørlig.
„Hold op, Sofia, hold op!" raabte hun ivrig, aandeløs og hostende, „Du ved ikke selv, hvad Du beder om — Du er akkurat som et Barn! Jeg sagde Dig jo før, at jeg ikke vilde vende tilbage til dette drukne tyske Fruentimmer. Lad hele Petersborg faa at se, at Børnene af en adelig Fader, som i hele sit Liv tjente tro og ærlig, og som man vel kan sige døde i Tjenesten — at de maa gaa og tigge. — Katerina Iwanowna havde selv lavet denne Historie og troede nu haardnakket paa den. — Lad denne usle, elendige General se det!… Du er dum, Sofia: hvad skal vi vel leve af nu, sig det selv?… Vi har altfor længe ligget Dig til Byrde, længere vil jeg ikke!… Ak, er De der!” raabte hun, da hun saa Raskolnikow, og styrtede hen til ham, „forklar dog denne Tosse —— det beder jeg Dem om — at man ikke kan gøre noget fornuftigere! Selv Lirekassespillere fortjener dog deres Brød, men os vil man da vel foretrække for dem, man vil dog se, at vi er en stakkels fattig, adelig og uforsørget Familie som uforskyldt er kommen til Tiggerstaven, men denne elendige General skal miste sin Stilling, det skal De faa at se! Vi skal daglig stille os op udenfor hans Vinduer, og naar Kejseren farer forbi, vil jeg knæle ned, stille Børnene foran mig, pege paa dem og raabe: „Beskyt dem, Fader!” … Han er de Forældreløses Fader, han er barmhjærtig, han vil beskytte os, det skal De se — og den elendige General … Lydia, tenez vous droite!… Du, Kolja, maa straks danse igen. Hvad griner Du
