210
nu igen for? hvorfor er Du bange din Nar!… Herre Gud, hvad skal jeg gøre med dem, Hr. Raskolnikow! Dersom De vidste, hvor uforstandige de er! Hvad skal man vel gøre med saa uforstandige Børn!..”
Hun græd næsten, men det hindrede hende ikke i at blive ved med sin uophørlige Snak; hun pegede paa de hulkende Børn.
Raskolnikow forsøgte at overtale hende til at gaa hjem og sagde, idet han gjorde Forsøg paa at vække hendes Æeesfølelse, at det ikke var passende for hende at drive omkring paa Gaden som Lirekassespillerne, da hun dog vilde blive Direktrice for en Læreanstalt for adelige Frøkener…
„En Læreanstalt, ha, ha, ha! — det har det god Tid med!” raabte Katerina Iwanowna leende og maatte straks derefter hoste frygteligt; „nej, Rodion Romanytsch Raskolnikow, det Sværmeri har jeg ladet fare! Alle har forladt os! Og denne elendige General … jeg kastede et Blækhus i Hovedet paa ham — det stod just i Forværelset paa Bordet, og saa løb jeg min Vej. Aa, den nederdrægtige, gemene Karl! Nu spytter jeg paa alle, nu vil jeg selv skaffe Børnene Mad og ikke mere bukke mig for nogen! Hende har vi saamænd plaget nok — hun pegede paa Sofia. — Poletschka, hvormeget har vi faaet ind, vis mig det? — hvad? bare to Kopek?… Aa, de elendige! De vil ingen Ting give os, de løber bare efter os med Tungen ud af Halsen!… Hvorfor ler nu den Dumrian der! — hun pegede paa en i Mængden. — Det er bare fordi den Kol'ka[1] er saa ulærvillig — det er en sand Plage! Hvad vil Du, Poletschka? — tal
- ↑ Kol'ka, foragtelig Form
