Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/607

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

213

massen og over den forrykte Moders Ekstravagancer, men da de ovenikøbet fik Politisoldaten at se, som vilde arrestere dem og transportere dem bort, da greb de, ligesom efter Aftale, hinandens Hænder og løb deres Vej.

Skrigende og stønnende løb Katerina Iwanowna efter dem.

Det var et grueligt og hjærteskærende Syn, denne løbende, skrigende, kortaandede Enke. Sofia og Poletschka løb efter hende.

„Tag dem igen, tag dem igen, Sofia! Aa, de dumme, utaknemlige Børn! Polja, fang dem … Det er jo bare for jer, at jeg ....”

Hun snublede i fuldt Løb og faldt.

„Hun bløder! … Aa, Herre Gnd!” raabte Sofia og bøjede sig ned over hende.

Alle løb til og trængte sig frem.

Raskolnikow og Lebesätnikow var blandt de første; Embedsmanden ilede ogsaa til; han fulgte Politisoldaten, som brummede: „Ja, der har vi det” — han rystede paa Hovedet og havde en Forudfølelse af, at denne Begivenhed endnu vilde skaffe ham en Del at bestille.

„Gaa! passer Gaden!” sagde han og drev den tætte Folkemasse væk.

„Hun dør!” raabte en.

„Hun er forrykt!” skreg en anden.

„Gud holde sin Haand over hende!” sagde en Kone og korsede sig; „har de faaet fat paa Børnene? Aah, der kommer de, den ældste har faaet fat i dem … de Dumrianer!”

Da man fik sét ordenlig paa Katarina Iwanowna, viste det sig, at hun ikke, som Sofia troede, havde slaaet sig tilblods paa Stenene, men at Blodet, der farvede Jorden, var kommet fra hendes syge Bryst op gennem Munden.