214
„Det kender jeg til, det har jeg oplevet før! … hviskede Embedsmanden til Raskolnikow og Lebesätnikow, „det er Tæring; pludselig bryder Blodet frem, og man kvæles. En Slægtning af mig kom nylig af Dage saaledes, jeg var Vidne til det … saadan halvandet Glas paa en Gang!… Men hvad skal man gøre? — hun dør snart!”
„Bær hende hjem til mig!” bad Sofia ” … jeg bor lige her ved, i det andet Hus,… hurtigt hjem til mig, skynd Jer!” — Hun foer hid og did. „Hent en Læge … Aa, Gud!”
Ved Embedsmandens Bestræbelser lykkedes det at bringe Orden tilveje; endogsaa Politimanden hjalp til med at bære Katerina Iwanowna bort. Som død bar man hende til Sofia og lagde hende paa Sengen. Blodet flød endnu bestandig, men hun syntes at komme til sig selv.
Summen med Sofia gik Raskolnikow, Lebesätnikow, Embedsmanden og Politimanden ind i Værelset; den sidste jagede Mængden bort som hidtil havde fulgt dem.
Poletschka førte de to smaa med sig, som rystede af Skræk og græd.
Ogsaa Kapernaumows kom ind: Manden, som var kroget, lam og med Haar og Kindskæg som Varsler; hans Kone saa ud, som om hun stadig var forskrækket, og nogle af hendes Børn havde Ansigter som skaarne i Træ, og aaben Mund.
Midt iblandt dette Publikum viste sig saa pludselig ogsaa Swidrigailow.
Raskolnikow saa forundret paa ham og kunde ikke begribe, hvor han var kommen fra, da han ikke havde bemærket ham i Mænden.
Der var tale om Læge og om Præst.
Embedsmanden hviskede til Raskolnikow, at en Læge vel nu var overflødig, imidlertid traf han dog
