224
sidder jeg nu og hører paa Sangen — er da dette en Sysselsættelse for mig,” tænkte han.
Han huskede i øvrigt straks paa, at det ikke var dette alene, som foruroligede ham; der var noget andet, som krævede en øjeblikkelig Afgørelse, men hvad det var, kunde han hverken forestille sig eller udtrykke med Ord. Det var saa forviklet og uredet altsammen.
… Nej, da heller Kamp! Heller Porphyrius igen… eller Swidrigailow… en eller anden Udfordring, eller et Overfald…! tænkte han.
Han skyndte sig ud af Knejpen.
Pludselig vendte hans Tanker sig til hans Moder og Søster og satte ham i en panisk Skræk.
Morgenen derefter vaagnede han paa Øen Krestowskij under nogle Buske, gennemrystet af Feberkulde, derfra gik han hjem og lagde sig. Han vaagnede sent, Klokken var allerede to paa Eftermiddagen; Feberen var forbi. Da huskede han, at Katarina Iwanownas Begravelse skulde finde Sted den Dag, og han glædede sig over ikke at have været til Stede. Nastasia bragte ham Mad, og han spiste og drak med stor Appetit, næsten med Begærlighed.
Hans Hoved var klarere, og han var roligere end i de sidste tre Dage. Han undrede sig endogsaa i Forbigaaende over sine tidligere Anfald af Skræk. — Da aabnedes Døren og ind traadte Rasumichin.
„Aa, han spiser — altsaa er han ikke syg!” sagde Rasumichin, tog en Stol og satte sig ved Bordet ligeoverfor Raskolnikow.
Rasumichin var i en vis Tilstand af Ophidselse og gjorde sig ingen Umage for at skjule det; han talte øjensynlig i Ærgrelse, dog uden særlig at forivre sig og uden derfor at tale højere, end han plejede.
