225
Man kunde antage, at det var en særlig og udtrykkelig Hensigt, som havde ført ham her hen.
„Hør nu,” begyndte han, „jeg bryder mig Fanden om Jer allesammen; efter alt, hvad jeg nu kan se, bliver det mig klart, at jeg ikke forstaar et Muk af det. Tro ikke, at jeg kommer for at fritte Dig ud. Jeg blæser ad alle Eders Hemmeligheder. Selv om Du nu vilde kramme det altsammen ud for mig, saa er det ikke en Gang sagt, at jeg vilde høre paa det. Jeg kommer bare for endelig at erfare, for personlig at overtyde mig om: for det første, om det er sandt, at Du er gal. Der eksisterer nemlig — et Steds — den Tro, at Du enten er gal eller har stærke Anlæg til det. Jeg maa tilstaa, at jeg selv var meget tilbøjelig til at stemme for den Mening; for det første af Hensyn til din dumme og i visse Maader afskyelige Handlemaade, der ikke kan forklares ved noget som helst, og for det andet af Hensyn til din Opførsel mod din Moder og Søster. Kun et Umenneske eller en Usling — hvis det ikke er en gal Mand — kan behandle dem saaledes, som Du har gjort; — selvfølgelig er Du gal…”
„Har Du set dem nylig?”
„Netop, nu for et Øjeblik siden. Og Du har siden ikke været hos dem! Hvor holder Du Dig da til? Vær saa god at sige mig det; jeg har været her tre Gange nu. Din Moder har siden i Gaar været alvorlig syg. Hun vilde gaa til Dig, og din Søster holdt hende tilbage; men hun vilde ikke høre paa nogen Ting og sagde: „Hvis han er syg, hvis hans Sind er formørket, hvem andre skal da hjælpe ham end hans Moder?” Vi kom altsaa allesammen hid, for vi kunde da ikke lade hende gaa alene. Lige til Døren her bad vi hende om, at hun dog maatte være rolig. Vi kommer — Du er ikke hjemme; her blev hun siddende i ti Minuter, og vi stod tavse ved
