229
„Har hun faaet et Brev?” spurgte Raskolnikow endnu en Gang eftertænksomt.
„Ja, et Brev, vidste Du ikke noget om det? Hm!”
Begge tav.
„Lev vel, Rodion! Broder… jeg vilde allerede … men det er det samme, lev vel!… ser Du, jeg vilde… Naa, Adjø! Jeg maa gaa. Drikke skal jeg ikke, det er der jo ingen Grund til længer… det manglede bare!”
Han skyndte sig; men da han næsten havde lukket Døren efter sig, aabnede han den pludselig igen og sagde uden at se paa Raskolnikow:
„Apropos, husker Du dette Mord? — naa, den Gamle, det med Porphyrius! — Altsaa, Gærningsmanden er funden, han har tilstaaet og selv leveret Beviserne. Det er en af Malerne, Arbejderne, — tænk Dig bare! Husker Du, hvordan jeg stod her og forsvarede dem? Kan Du tænke Dig, at hele den Scene mellem ham og hans Kammerat, da de andre gik op, Portneren og de to Vidner, — det var altsammen arrangeret med Vilje for at bortlede Mistanken? Hvad siger Du om en saadan Snuhed, en saadan Aandsnærværelse hos den unge Køter! Det er knapt til at tro, men han har selv tilstaaet alt! Men hvor jeg er blevet narret! Naa, for Resten, hvad er der at sige til det; efter min Mening er dette Menneske et Geni i Forstillelseskunst og Aandsnærværelse, et Geni i al juridisk Bortledelse af Mistanke — og derfor behøver man jo heller ikke længere at undres over det! Som om der ikke ogsaa skulde findes saadanne Genier? Men at han ikke længer kunde blive i sin Rolle, men har tilstaaet, det gør Sagen saa meget mere troværdig og sandsynlig… Men hvor jeg blev
