230
narret: jeg var jo ved at fare ud af mit gode Skind for at forsvare dem!”
„Sig mig, hvor har Du faaet alt det at vide, hvorfor interesserer det Dig?” spurgte Raskolnikow i synlig Bevægelse.
„Naa, hvorfor skulde det ikke interessere mig? Jeg spurgte mig for! Blandt andet fik jeg det ogsaa at vide af Porphyrius, ja, for Resten vel hovedsagelig af ham.”
„Af Porphyrius?”
„Ja, af Porphyrius!”
„Og… hvad mener han?” spurgte Raskolnikow ængstelig.
„Han forklarede mig det hele fortræffeligt, paa sin Maade, sykologisk.”
„Han forklarede det? — han har selv forklaret Dig det?”
„Javist, han selv; adjø! Siden skal jeg fortælle Dig mere om det, nu har jeg ikke Tid. Før tænkte jeg… naa, naa, siden!… Og nu skulde jeg begynde at drikke? Hvorfor? Du har jo gjort mig drukken uden Brændevin. Jeg er aldeles drukken, Rod'ka, aldeles drukken er jeg nu; naa, adjø, jeg kommer snart igen!”
Endelig gik han.
Han er en politisk Sammensvoren! det er aldeles utvivlsomt! — Rasumichin fandt dette aldeles afgjort, da han gik ned ad Trappen. — Og Søsteren har han ogsaa draget ind i det; med Awdotja Romanownas Karakter er den Ting meget, meget mulig, De holder Sammenkomster… Hun har jo ogsaa gjort Antydninger til mig. At slutte efter mange af hendes Ord… og Antydninger, bliver det maaske til Slut Resultatet! Hvorledes skulde man ellers forklare sig dette Virvar? Hm! Og jeg tænkte allerede… Aa, Herre Gud, hvad jeg nær
