236
men den Gang… Naa, nu kommer det ud paa ét! Sagen er: jeg føler, at jeg maaske har forsyndet mig meget overfor Dem. Da vi sidst skiltes, rystede Deres Nerver, og Knæerne skælvede; ogsaa jeg rystede og mine Knæer skælvede ogsaa. Ser De, det var i Grunden upassende, det, som foregik imellem os, det ver ikke gentmanlike. Men vi er dog allesammen gentlemen, det vil sige, vi er ubetinget og fremfor alt gentlemen, og det maa man ikke glemme. De husker vist, hvorvidt det gik den Gang… det var ligefrem uanstændigt.”
Hvem tager han mig egenlig for? — spurgte Raskolnikow sig selv forbavset og saa Porphyrius stift ind i Øjnene.
„Jeg er kommen til den Overbevisning, at det er bedre, om vi taler ganske aabenhjærtigt med hinanden,” vedblev Porphyrius; han sænkede samtidigt Hovedet og syntes ikke længere at ville forvirre sit forrige Offer med sit Blik; han bar sig ad, som om han foragtede sine forrige Kneb og Kunster.
„Ja, en saadan Mistanke og saadanne Scener maa ikke oftere forekomme. Den Gang var det Nikolaj, som skilte os ad; ellers véd jeg ikke, hvor langt det kunde have kommet mellem os. Og den fordømte Haandværker sad der den Gang bag Væggen hos mig — kan De tænke Dem? Ja, De ved det naturligvis allerede; jeg fik jo straks at vide, at han bagefter gik hen til Dem; men det, De den Gang tænkte, var ellers ikke Tilfældet; jeg havde ikke sendt Bud efter nogen og havde ikke truffet nogen Anordning. De vil vel spørge, hvorfor? Hvad skal jeg svare? Det kom mig selv altsammen saa uventet paa Halsen, jeg havde knapt saa megen Omtanke som at sende Bud efter Portnerne — De saa dem jo nok i Forbigaaende? — da foer en Tanke hurtigt som en Lynstraale gennem mit Hoved: ser
