238
klart, alting nøjagtigt som det var. Jeg har foraarsaget Dem mange Lidelser, Rodion Romanytsch, men alligevel er jeg ikke noget Umenneske; jeg kan meget godt begribe, hvorledes et nedbøjet, men stolt, mægtigt og utaalmodigt — især utaalmodigt — Menneske er tilmode, naar han maa lade alt det gaa over sit Hoved! Fremfor alt erklærer jeg herved, at jeg anser Dem for et af de ædleste Mennesker, begavet med en god Dosis Højhjærtethed, skønt jeg ikke kan dele Deres Anskuelser. Jeg anser det for min Pligt at forudskikke dette aldeles aabenhjærtigt, thi fremfor alt er det ikke min Hensigt at skuffe Dem. Allerede da jeg lærte at kende Dem, følte jeg mig tiltrukken. Naa, det vil De maaske le af. De har Ret til det. Jeg véd, at De allerede ved første Blik ikke syntes om mig, thi, alvorlig talt, hvad har jeg vel for særligt elskværdigt ved mig? De kan nu tage dette, som De vil; mit Ønske er bare at udviske dette ugunstige Indtryk og bevise Dem, at ogsaa jeg er et Menneske med Hjærte og Samvittighed. Dette er min oprigtige Hensigt.”
Porphyrius Petrowitsch standsede med Værdighed.
Raskolnikow havde paany en vis Følelse af Angst. Den Tanke, at Porphyrius Petrowitsch kunde anse ham for at være uskyldig, begyndte at pine ham.
„At fortælle alting i Rækkefølge, saaledes som det dengang saa pludseligt kom, er vel næppe nødvendigt,” vedblev Peter Petrowitsch, „jeg tror endogsaa, at det er overflødigt; jeg skulde forresten knapt være i Stand til at gøre det. Thi hvordan skulde det ogsaa forklares? I Begyndelsen var det Rygter; hvilke Rygter, hvorfra, af hvem .. og ved hvilken Foranledning Deres Personlighed derved kom
