239
med i Spillet… det er det efter min Formening ogsaa overflødigt at nævne. Hos mig personlig begyndte Historien med en Tilfældighed, en Tilfældighed, som vel var tænkelig, men ingen Ting mindre end nødvendigt; — hvad det var for en Tilfældighed, hm! — jeg tror, at det lønner det sig heller ikke at tale om. Alt dette, Rygter og Tilfældigheder, flød hos mig sammen i en Tanke. Jeg tilstaar oprigtigt — naar der nu engang er Tale om Tilstaaelser, saa maa de være grundige — jeg var dengang den første, som faldt over Dem. Dette med den Gamles Notitser paa Sagerne og alt saadan noget, det er kun løs Snak altsammen. Men noget saadant forekommer ofte. Jeg havde den Gang Lejlighed til i de mindste Detailler at erfare Scenen paa Politikamret, ogsaa tilfældigt, og ikke blot overfladisk, men af en ganske paalidelig Hjemmelsmand, en, som fortalte det, og som uden selv at vide det gengav denne Scene vidunderligt godt. Saa kom det ene efter det andet, min kære Rodion Romanytsch! Skulde man ikke da slaa ind paa en bestemt Tankegang? Ganske vist, af Hundrede Kaniner bliver der aldrig en Hest, af Hundrede Mistanker — ikke et eneste Bevis; saadan lyder jo Ordsproget. Men det er rigtigt, naar der er Tale om Fornuftgrunde; forsøg det engang med Lidenskaberne, forsøg bare at blive færdig med dem … Undersøgelsesdommeren er da ogsaa kun et Menneske! Den Gang faldt ogsaa Deres Opsats mig i Sinde; De husker nok, vi talte udførligt om den ved Deres første Besøg. Jeg gjorde mig den Gang lystig over Deres Opsats, men det skete bare for at ægge Dem, for at faa Dem til at kompromittere Dem endnu mere. Jeg gentager det, De er meget utaalmodig og meget syg, Rodion Romanytsch. At De ogsaa er kæk og alvorlig, og … at De er
