250
Dem med det godt mente Forslag, at De maa aflægge en aaben og, ærlig Tilstaaelse af Deres Brøde. Det vilde for Dem være uendeligt fordelagtigt og for mig ogsaa — thi jeg har da hele denne Historie fra Halsen. Naa, hvad mener De, er jeg oprigtig, eller er jeg ikke?”
Raskolnikow grundede et Øjeblik.
„Hør, Porphyrius Petrowitsch, De sagde jo selv, at alt dette kun var Psykologi, og nu er De pludselig kommen ind i Mathematiken!… Men hvad vilde De sige, hvis De nu, trods alt, tog fejl alligevel?”
„Nej, Rodion Romanytsch, jeg tager ikke fejl. Jeg har saadan et lille Holdepunkt, som jeg allerede den Gang havde fundet — Gud har sendt mig det.”
„Hvad for et Holdepunkt?”
„Det siger jeg Dem ikke, Rodion Romanytsch, Men i ethvert Fald har jeg ikke længer Ret til at vente mere; jeg maa sætte Dem fast. Altsaa overlæg med Dem selv. Mig kan det jo tilslut være det samme; det er ene og alene for Deres Skyld. Ved Gud, Rodion Romanytsch, det er dog bedre, at det sker saaledes.”
Raskolnikow lo haanligt.
„Alt dette er ikke alene latterligt, det er endogsaa uforskammet. Naa, antaget — men ikke indrømmet, at jeg virkelig var skyldig, hvad havde jeg saa for, at jeg aflagde Dem en Tilstaaelse, siden De dog selv forsikrer, at De da maatte sætte mig i Hviletilstand?”
„Ak, Rodion Romanytsch, De maa ikke tage al Ting saa bogstaveligt; den Ro, som jeg mener, er maaske ikke saa ganske ubetinget. Alt det er jo blot Teori, og dertil min Teori; hvad er jeg da for en Avtoritet for Dem? Maaske holder jeg endnu mangt og meget hemmeligt for Dem. Jeg aabenbarer Dem
