251
dog virkelig ikke straks paa en Gang det hele, ha, ha! Og, for det andet, hvad Fordelen angaar, véd De da ogsaa, hvilken Formildelse De da kan vente? Betænk kun, hvad det vil være for et Øjeblik, naar De selv, frivillig fremstiller Dem! nu, da allerede en anden har taget Forbrydelsen paa sig og har forviklet hele Affæren! Jeg sværger Dem til med den helligste Ed, at alt skal blive saaledes arrangeret og ordnet, at Deres Tilstaaelse synes ganske uventet. Denne hele Sykologi stryger jeg en Streg over, al Mistanke til Dem forvandler jeg til et intet, saa at Deres Forbrydelse ser ud som et Slags Forstandsforvirrelse; thi, paa Ære, det er den jo ogsaa. Jeg er et ærligt Menneske, Rodion Romanytsch, og jeg skal holde mit Ord.”
Raskolnikow lod sørgmodig Hovedet hænge; han tænkte længe og smilte endelig atter; men hans Smil var denne Gang mildt og kummerfuldt.
„Ak jeg bryder mig ikke om det!” sagde han, idet han tilsyneladende ikke længer forstillede sig for Porphyrius, „det lønner sig ikke! Jeg… bryder mig ikke om Deres Formildelse.”
„Naa, det var netop det, jeg var bange for!” raabte Porphyrius ivrigt og ligesom uvilkaarligt, „just det var jeg allermest bange for, at De vilde forsmaa de formildende Omstændigheder.”
Raskolnikow saa spørgende paa ham og fuld af Græmmelse.
„De har straks ved første Tilløb sprunget til den yderste Ende. Hvad tror De vel, jeg tager Dem for? Jeg tager Dem for en af dem, der, selv om man river Tarmene ud af Livet paa dem, smiler til den, som piner dem, bare de faar Lov til at beholde deres Tro eller deres Gud. Naa, De vil nok finde Deres, naar De bare beder alvorligt — og da vil De leve. En Luftforandring er allerede forlængst
