253
„Hvem jeg er? — Jeg er et Menneske, som er færdigt med sig selv, ingen Ting andet; — om De saa vil, et Menneske, som har Følelse og Medfølelse; en, som maaske véd en hel Del, men som er helt og holdent færdig med sig selv. De derimod — De er noget ganske andet, for Dem holder Gud maaske endnu et Liv i Beredskab! Og selv om det vil svinde hen i Røg, løbe resultatløst ud i Sandet, hvad gør sandet, at De kommer i en anden Menneskeklasse? Er det Savnet af Livets Behageligheder De er bedrøvet for — De med Deres Sjæl? Hvad gør saa det, at man i en meget lang Tid ikke faar Dem at se. Tiden er dog ikke Hovedsagen. De er selv Hovedsagen. Bliv en Sol, og man ser Dem nok. Solen har fremfor alt det Kald at være Sol. Hvorfor smiler De igen? — er det fordi jeg taler i poetiske Billeder? Jeg tør vædde paa, at De er hildet i den Ide, at jeg vil indsmigre mig hos Dem! Naa, maaske har De Ret, ha, ha, ha! De behøver jo heller ikke at tro mig paa Ordet, Rodion Romanowitsch, tro mig overhovedet ikke helt, — det er nu engang min Skæbne at blive miskendt. Tilslut vil jeg tilføje dette: hvorvidt jeg er et usselt eller et ærligt Menneske, det vil De forhaabentlig nu selv kunne bedømme.”
„Naar agter De at arrestere mig?”
„Halvanden eller to Dage kan jeg endnu lade Dem gaa. Betænk dette, kæreste Ven: bed til Gud; det er virkelig fordelagtigere, ja ved Gud, det er fordelagtigere for Dem.”
„Og hvis jeg nu flygtede?” spurgte Raskolnikow og smilede ejendommeligt.
„Nej, De flygter ikke. En Bonde vilde i Deres Sted løbe sin Vej, en nymodens Sekterer, en fremmed Tankes Lakej, som blot har Ævnen til at tro, hvad andre vil lade ham tro, — han vilde ogsaa
