259
befandt sig paa **prospektet, blot tredive eller fyrretyve Skridt fra Høtorvet, som han havde passeret.
Hele anden Etage i et Hus tilvenstre var optaget af en Restavration. Alle Vinduer stod aabne, Værthuset syntes at være fuldt af Folk, at dømme efter de Skikkelser, som bevægede sig ved Vinduerne. I Salen hørtes Skraal af et Sangerkor, Klarinet-, Violin- og Pauketoner, desuden skingrende Kvindestemmer.
Han var allerede i Begreb med at vende sig bort og undrede sig over, hvad der vel havde bragt ham til at gaa den Vej, da han pludselig ved et af de yderste aabne Vinduer saa Swidrigailow sidde ved et Thebord med Piben i Munden.
Han blev ligefrem forskrækket.
Swidrigailow iagttog ham tavs, og — hvad der frapperede Raskolnikow — det lod til, at han rejste sig og vilde gøre sig usynlig, før Raskolnikow blev ham vaer. Raskolnikow lod ogsaa straks, som om han ikke havde bemærket ham, saa tankefuldt til Siden, men iagttog ham dog i Hemmelighed. Hans Hjærte bankede uroligt.
Jo, rigtigt, Swidrigailow vilde undvige ham. Han tog Piben ud af Munden og var i Begreb med at trække sig tilbage, men maatte, idet han rykkede Stolen tilbage og rejste sig, have bemærket, at Raskolnikow iagttog ham. Det var en lignende Scene, som da de første Gang saa hinanden og Raskolnikow lod, som han sov.
Et polisk Smil viste sig nu paa Swidrigailows Ansigt. Begge vidste, at de iagttog hinanden.
Endelig lo Swidrigailow højt.
„Naa, lad det nu være godt, kom De bare op, hvis De har Lyst, her er jeg!” raabte han til ham ud af Vinduet.
Raskolnikow gik derop.
