266
gen, hvor der paa et Bord stod Rester af en i højeste Grad uappetitlig Bøfsteg med Kartofler paa en Bliktallerken. — „Apropos, har De spist? Jeg har taget mig lidt Frokost og kan ikke mer. Vin drikker jeg ikke, Champagne undtagen, og af den drikker jeg endda kun et eneste Glas hele Aftenen; selv det skaffer mig Hovedpine. Nu har jeg taget en Flaske ind, fordi jeg vilde hidse mig lidt, for jeg agter at gaa ud, og De ser mig derfor i en usædvanlig Sindsstemning. Det var ogsaa Grunden til, at jeg før vilde gemme mig som en Skoledreng; jeg var bange for, at De skulde forstyrre mig. Men det synes” — han saa paa Uhret — „som om jeg endnu kan tale en halv Times Tid med Dem; Klokken er kun halv fem. — Tro De mig, jeg vilde være hjærtelig glad, hvis jeg bare havde en eller anden Beskæftigelse, hvis jeg til Eksempel var Godsejer, eller Fader, eller selv om det kun var Ulan, Fotograf, Journalist… men jeg er slet ingen Ting, slet ingen Ting, jeg har aldeles ingen Specialitet. Det er ofte saa kedeligt. Ja vist, jeg haabede at faa noget nyt at høre af Dem.”
„Ja, men hvem er De da egenlig, og hvorfor er De kommen?”
„Hvem jeg er? det véd De jo: — en Adelsmand, som har tjent to Aar i Kavaleriet; jeg drev saa en Tid omkring her i Petersborg, siden giftede jeg mig med Marfa Petrowna og boede med hende i Landsbyen; det er hele min Biografi.”
„Er De ikke ogsaa Spiller?”
„Nej, — en Falskspiller er da ingen Spiller!”
„De var altsaa Falskspiller?”
„Ja, jeg var Falskspiller.”
„Naa, og saa fik De vel ogsaa af og til Prygl?”
„Det er forekommet. Hvad saa…?”
