268
Tidsfordriv? Efter min Mening er det en Sygdom, og det en farlig Sygdom.”
„Ah, saa det er Deres Mening! Jeg indrømmer, at det er en Sygdom ligesom alt, hvad der overskrider Grænserne — og i denne Retning bliver næsten altid Grænserne overskredne — men for det første er dette jo saadan hos den ene og saadan hos den anden, og for det andet er Maadehold vistnok i Almindelighed godt, skønt i Grunden dog kun en gemen Beregning — men hvad kommer det Sagen ved? Hvis man ikke havde det, saa blev der ikke andet tilovers for en, end at skyde sig en Kugle for Panden. Jeg indrømmer, at et anstændigt Menneske er forpligtet til heller at kede sig, men…”
„Var De da istand til at skyde Dem?”
„Det manglede bare!” parerede Swidrigailow mod en Gebærde, der udtrykte Væmmelse. „Vær af den Godhed og tal ikke om sligt,” tilføjede han uden noget Praleri, som forøvrigt dog nu og da trængte sig frem i hans Ord; hans Ansigt forandrede sig endogsaa en Smule. „Jeg maa bekende en utilgivelig Svaghed, men hvad er der at gøre ved det, — jeg er bange for Døden og synes slet ikke om, at man taler om den. De véd maaske ikke, at jeg tildels endogsaa er Mystiker?”
„Ah, Marfa Petrownas Genfærd! Naa, hvordan er det med det, kommer det endnu til Dem?”
„Aa, Fanden tage det! mind mig ikke om det,” raabte han ganske oprørt. Nej, lad os heller … for Resten … hm! Ak, jeg har jo saa knap Tid, jeg kan snart ikke snakke længer med Dem. Det er Skade! Jeg havde egentlig ellers endnu noget at sige Dem!”
„Er det maaske et Fruentimmer, De venter?”
„Ja, et Fruentimmer; et uventet Tilfælde … nej, det er ikke det, jeg vilde tale med Dem om.”
