281
Denne mærkede det og blev ogsaa urolig. Swidrigailow var bleven ham meget mistænkelig; han var besluttet paa at følge ham.
Da de var komne ned paa Gaden, sagde Swidrigailow:
„De gaar til højre og jeg til venstre, eller omvendt, om De vil, men i ethvert Fald — Farvel, min Kære! paa glædeligt Gensyn!”
Og han gik tilhøjre i Retning af Høtorvet.
XVI.
Raskolnikow gik efter ham.
„Hvad skal det betyde?” raabte Swidrigailow og vendte sig om, „jeg troede dog, jeg havde sagt Dem…”
„Det vil sige, at De bliver mig kvit.”
„Hvad siger De?”
De blev staaende og saa en Stund paa hinanden, som de vilde tage Maal af hinanden.
„Af alle Deres halvdrukne Fortællinger,” begyndte Raskolnikow skarpt, „har jeg blot faaet fat i det ene, at De ikke alene ikke har opgivet deres nederdrægtige Hensigter, men at De mer end nogen Sinde er beskæftiget med dem. Jeg véd, at min Søster i Morges har faaet et Brev. De har hele Tiden ikke kunnet sidde rolig paa Stolen. Det er ganske vist muligt, at De etsteds undervejs har støvet et andet Fruentimmer op, men jeg vil nu personlig overbevise mig…”
Det vilde have faldet Raskolnikow vanskeligt
