288
uden Æresfølelse, saa er jeg dog ikke bange for Dem. Gaa De foran,” sagde hun tilsyneladende rolig, men hendes Ansigt var meget blegt.
Swidrigailow blev staaende ved Sofias Bolig.
„Tillader De, at jeg hører efter, om Sofia er hjemme .... Nej, det er uheldigt! Men hun kan maaske snart komme tilbage. Hvis hun nu er gaaet ud, saa er det sikkert nok for Børnenes Skyld. Hendes Moder er død; der har jeg ogsaa blandet mig ind og truffet Anordninger. Hvis Sofia Ssemjonowna ikke er hjemme om ti Minuter, saa skal jeg, hvis De ønsker det, sende hende hen til Dem, saa snart hun kommer hjem. Saa … dette er min Bolig. Det er mine to Værelser. Bag den Dør bor min Værtinde, Madam Röslich. Se nu her, jeg vil vise Dem mine vigtigste Dokumenter; fra mit Soveværelse fører den Dør der ind i to ganske tomme Værelser, som er til Leje. Her … se ordentlig paa dem…”
Swidrigailow havde to temmelig store møblerede Værelser. Dunja saa sig mistænksomt om, men kunde hverken i Værelsernes Anordning eller i deres Udseende opdage noget særligt, skønt der vel havde været noget at lægge Mærke til, nemlig deres Beliggenhed mellem to næsten ubeboede Lejligheder. Indgangen til dem var ikke direkte gennem Korridoren, men gennem to ubeboede Værelser, som tilhørte Værtinden.
Fra Sovekamret af viste han hende, efter at han med en Nøgle havde aabnet den lukkede Dør, de ligeledes tomme Værelser, som var til Leje.
Dunja blev staaende paa Tærskelen uden at kunne begribe, hvorfor han viste hende alt dette; men Swidrigailow skyndte sig at forklare det.
„Ser De, her er det andet store Værelse. Læg Mærke til Døren dèr, den er lukket. Ved Døren
