289
staar der en Stol, det er den eneste Stol i begge Værelser. Jeg tog den ud fra mit Værelse her for bedre at kunne lytte. Der lige bag Døren staar Sofia Ssemjonownas Bord; der sad de begge to og talte med hinanden. Og jeg sad paa Stolen her og lyttede to hele Aftener, hver Gang i hele to Timer — altsaa havde jeg jo nok Lejlighed til at erfare noget; hvad tror De?”
„De har altsaa lyttet?”
„Ja, jeg har lytter; kom nu ind til mig, her kan man jo ikke en Gang sidde ned.”
Han førte hende tilbage til det første Værelse der tjente ham som Salon, og bad hende tage Plads Han selv satte sig ved den anden Ende af Bordet flere Alen fra hende; men i hans Øjne maa vel allerede hin Ild have glødet, som engang tidligere havde forskrækket hende i saa høj Grad.
Hun foer sammen og saa sig endnu en Gang om; det var en uvilkaarlig Bevægelse. Hun havde aabenbart ikke til Hensigt at vække Mistro; men denne ensomme Beliggenhed af Swidrigailows Bolig berørte hende dog paa en ubehagelig Maade.
Hun vilde allerede spørge, om ikke i det mindste Værtinden var hjemme, men hun undlod det … af Stolthed. For Resten pintes hendes Hjærte af en langt større Lidelse end Bekymringen for hende selv. Det var en uudstaaelig Kval hun led.
„Der er Deres Brev,” begyndte hun og lagde det paa Bordet til ham. „Er det da muligt, hvad De dér skriver. De hentyder til en Forbrydelse, som min Broder skal have begaaet. Hentydningen er for tydelig, De kan ikke nægte det. Jeg vil altsaa sige Dem, at jeg allerede i Forvejen har hørt tale om dette dumme Paafund og ikke tror et eneste Ord af det. Det er en nederdrægtig og latterlig Mistanke; jeg kender Historien, og véd ogsaa, hvor-
