299
han set hende saa skøn. Den Ild, som gnistrede i hendes Øjne, havde formelig brændt ham, og hans Hjærte trak sig krampagtigt sammen.
Han gjorde et Skridt, og Skuddet faldt.
Kuglen strejfede hans Haar og fløj ind i Væggen. Han blev staaende og lo lydløst.
„Hvepsen har stukket! Sigter lige paa Hovedet … Hvad er det?… Blod?”
Han tog Lommetørklædet frem for at aftørre Blodet, der randt i en tynd Stribe fra den højre Tinding; sandsynligvis havde Kuglen strejfet Huden en Smule.
Dunja lod Revolveren synke, ikke af Skræk, men af Forvirring.
Det var, som om hun selv ikke vidste, hvad hun havde gjort, og hvad der overhovedet var sket.
„Naa, og hvad gør saa det; et Fejlskud! Skyd en Gang til, jeg skal vente,” sagde Swidrigailow sagte, endnu bestandig smilende, men denne Gang med haardere Stemme; „jeg kunde jo ellers falde over Dem, før De endnu fik spændt Hanen!”
Dunja foer sammen, spændte hurtig Hanen og løftede atter Revolveren.
„Lad mig gaa!” raabte hun fortvivlet, „jeg sværger Dem til, at jeg skyder endnu engang … jeg … dræber Dem!”
„Naa, og hvad saa … paa tre Skridts Afstand maa De vel kunne træffe mig. Men skulde De ikke dræbe mig … da …” Hans Øjne funklede, og han gjorde to Skridt frem.
Hun trykkede af — Skudet klikkede!
„Daarlig ladet. Men det gør ingenting! De har vel en Fænghætte til. Sæt den paa; jeg skal vente.”
Han stod to Skridt foran hende, ventede og saa paa hende med vild Energi, med et glødende liden-
