300
skabeligt Blik. Det blev Dunja klart, at han var besluttet paa hellere at dø end at give hende fri. Og … naturligvis vilde hun nu, paa to Skridts Afstand, komme til at dræbe ham.
Pludselig kastede hun Revolveren bort.
„De kaster Revolveren?” sagde Swidrigailow forbavset og aandede dybt.
Det var, som om med en Gang Blodet atter strømmede til hans Hjærte, og det ikke blot, fordi Dødsfaren var afvendt — paa den havde han vel i dette Moment mindst tænkt. Det var snarere Befrielsen fra en anden Følelse, en mørk Hjærteve, som han ikke engang var i Stand til i fuldt Maal at forklare sig.
Han traadte hen til Dunja og lagde Armen let om hendes Liv. Hun stræbte ikke imod, men saa skælvende og bønfaldende paa ham.
Han vilde sige noget, hans Læber bevægede sig, men ikke en Lyd kom fra hans Mund.
„Du skal lade mig gaa!” sagde Dunja bedende.
Swidrigailow bævede; dette „Du” var allerede et ganske andet end det forrige.
„Du elsker mig altsaa ikke?” spurgte han sagte. Dunja rystede benægtende paa Hovedet.
„Og … kan ikke … nogensinde komme til det?” hviskede han med Fortvivlelse.
„Aldrig!” svarede Dunja sagte.
Et Øjeblik af den frygteligste, stumme Sjælekamp indtraadte hos Swidrigailow.
Pludselig slap han hende, vendte sig bort, gik hen til Vinduet og saa ud.
Der gik endnu et Øjeblik.
„Der er Nøglen!” Han tog den ud af Lommen og lagde den bag sig paa Bordet uden at vende sig om. Tag den, gaa, men hurtigt!…”
