302
et af disse Steder traf han ogsaa Katja med Lirekassedrengen; hun sang denne Gang en anden Vise om „Skurken og Tyrannen”.
Swidrigailow beværtede saavel Katja som hendes Lirekassespiller, og ligeledes et Sangerkor og et Par Skrivere.
De sidstnævnte, som havde tiltrukket sig hans Opmærksomhed ved deres skæve Næser, slæbte ham med sig til et Havelokale, hvor han ogsaa betalte Entre for dem. I denne Have, som bestod af en tre Aar gammel Gran og tre Buske, kunde der faas Øl og The.
Et Kor af Gadesangere og en drukken Tysker fra München, et Slags Bajads med rød Næse, men som gjorde en meget sørgelig Figur, forlystede Publikum.
Skriverne begyndte at strides med nogle af deres Lige og var i Begreb med at sætte et Slagsmaal i Scene. De valgte Swidrigailow til Voldgiftsmand. Et Kvarters Tid hørte han paa dem, men de talte i den Grad i Munden paa hinanden, at det ikke var muligt at forstaa et eneste Ord. Det gjaldt en stjaalen Theske.
Sagen begyndte at blive ubehagelig; endelig betalte Swidrigailow Skeen, rejste sig og gik sin Vej.
Klokken var henved ti. Han havde selv ikke drukket andet end The. Aftenen var lummer; fra alle Kanter trak der sorte Skyer sammen; endelig drønede Tordenen, og Regnen strømmede ned. Det ene Lyn fulgte paa det andet uden Afbrydelse.
Før han kom hjem, var han vaad til Skindet. Hjemme aabnede han sit Skrivebord, tog alle Penge ud og sønderrev nogle Papirer. Da han havde taget Pengene, vilde han skifte Tøj, men da han saa, vejret blev ved, lod han det være, tog sin Hat og forlod Værelset uden at lukke det af.
