304
„Aa, lad bare være med det, hold op!”
„Disse Penge .... jeg er Dem nok meget taknemlig for dem, men nu behøver jeg dem jo ikke mer. For mig selv alene kan jeg nok sørge. Opfat det ikke som Utaknemlighed; men naar De vil være velgørende, saa er disse Penge…”
„Bestemte for Dem, for Dem Sofia Ssemjonowna, og lad saa kun det være godt, for jeg har ikke Tid. De faar nok Brug for dem. Rodion Romanowitsch har to Veje for sig: enten en Kugle for Panden, eller Vejen til Sibirien. — Sofia saa stift paa ham og begyndte at ryste. — Vær ikke urolig, jeg kender det altsammen, jeg har det fra ham selv; og jeg skal ikke sige det til nogen. De havde den Gang fuldkommen Ret i, at han maa angive sig selv; det vil være det ubetinget fordelagtigste for ham. Naa, dersom han altsaa vælger Sibirien, saa vil De vel følge ham. Ikke sandt? Og hvis det er Tilfældet, da vil De faa Brug for Pengene, til ham, forstaar De? Naar jeg giver dem til Dem, saa er det altsaa det samme, som om jeg gav ham dem. For Resten lovede De Amalia Iwanowna at betale Gælden, det hørte jeg jo! Hvorfor er De saa ubesindig at tage saadanne Forpligtelser paa Dem? Gælden til denne tyske Madame kommer jo ikke Dem ved; blæs hende altsaa et Stykke! Paa den Maade kommer man ikke gennem Verden. Naa, hvis nogen skulde spørge Dem — i Morgen eller i Overmorgen — — jeg véd, at De vil blive spurgt —, saa nævn ingen Ting om, at jeg har været her hos Dem, vis heller ikke Pengene til nogen, og sig ikke, at jeg har givet Dem dem. Naa, og nu — paa Gensyn.” Swidrigailow rejste sig. „En Hilsen til Rodion Romanytsch. Apropos, giv heller Hr. Rasumichin Pengene. Kender De Hr. Rasumichin? Naturligvis kommer De til at kende
