65
Raskolnikow saa skarpt paa ham; det var et trohjærtet Soldateransigt med graat Skæg og et klogt Blik.
„Ja — det er netop Dem, jeg har Brug for,” svarede han og greb ham om Haanden. „Jeg er forhenværende Student, jeg hedder Raskolnikow… ja, det bør De ogsaa vide,” henvendte han sig til sin Modstander; — „og kom nu bare med, saa skal jeg vise Dem noget…”
Og idet han tog Politibetjenten ved Haanden førte han ham hen til Bænken.
„Dèr skal De se — hun er drivende fuld; saadan kom hun dinglende ned ad Boulevarden, og ser ikke ud til at høre til Gadens Tøjter. Det er klart nok, man har et eller andet Sted drukket hende fuld og forført hende .... for første Gang .... De forstaar nok … og saa kastet hende ud paa Gaden. Se bare, hvor Kjolen er flænget … vil De se, hvordan hun er klædt paa … det kan hun ikke selv have gjort … det har været uøvede Mandfolkehænder, det ser man straks. Og vil De nu bare se paa ham dèr, som jeg netop var i Færd med at tugte. Jeg kender ham ikke — jeg har aldrig set ham før; men han havde allerede Kig paa hende, hende, det berusede, bevidstløse Barn. Han er ligefrem gal efter at komme derhen, slaa Kloen i hende — og føre hende et eller andet Sted hen i den Tilstand, hun er. Ja, det er afgjort — De kan tro mig — jeg tager ikke fejl. Jeg har selv set, hvorledes han passede paa hende og forfulgte hende; jeg kom ham i Vejen, og nu venter han bare paa, at jeg skal gaa. Ja, nu har han trukket Følehornene til sig og lader, som han ruller sig en Cigaret… Hvad skal vi nu gøre, for at han ikke skal faa fat i hende! Hvorledes skal vi bære os ad, for at faa hende hjem? Sig mig, hvad vi skal gøre.”
