337
mit Kors paa mig, ha, ha! Som om det bare var lidt, det jeg hidtil har gaaet igennem! Det Trækors betyder altsaa Misgærningsmandens Kors; det af Messing tilhørte Elisabeth; det tager Du nu — lad mig se! altsaa dette bar hun? Jeg kender ogsaa et andet, et Sølvkors og et Helgenbillede; det lagde jeg den Gang paa den Gamles Bryst. Egentlig burde jeg hænge dette paa mig … det var rigtigt … Naa, jeg staar og snakker og glemmer Hovedsagen, jeg er saa adspredt! Ser Du, Sofia, jeg kommer hovedsagelig for at sige Dig det, saa Du véd det, at jeg gaar … naa, og det er alt … det er bare derfor, jeg er kommen til Dig. — Hm! jeg troede dog, at jeg havde mere at sige —. Du vilde jo selv have, at jeg skal gaa derhen — naa, altsaa, nu kommer jeg i Fængsel, det var det, Du vilde. Hvorfor græder Du nu? Hold op, det er nok; ak, hvor alt dette er trivielt!”
Nogen Følelse vaktes dog forøvrigt i ham; hans Hjærte snørede sig krampagtigt sammen, da han saa paa hende: Hvorfor skal hun lide? tænkte han — hvad er jeg egenlig for hende? Hvorfor græder hun? Hun opfører sig jo, som om hun var min Søster eller Moder; — min Oppasserske bliver hun vel!
„Kors Dig, bed i det mindste denne Gang!” bad Sofia med dirrende Stemme.
„Ja, hvorfor ikke, saa meget Du vil og af fuldt Hjærte, Sofia, af fuldt Hjærte!”
Han vilde forøvrigt have sagt noget ganske andet.
Saa korsede han sig flere Gange.
Sofia tog sit Tørklæde og kastede det om sit Hoved; det var det bekendte grønne Tørklæde af drap-de-dame, som Marmeladow den Gang havde omtalt.
Raskolnikow tænkte uvilkaarligt paa det, men lod dog være at spørge om det; han følte virkelig,
