338
at han var meget adspredt og skrækkelig oprørt. Dette ængstede ham.
Pludselig faldt det ham ind, at Sofia vilde følge ham.
„Hvad skal det betyde? Hvor vil Du hen? Bliv, bliv! Jeg vil være alene,” raabte han ærgerlig og gik næsten rasende til Døren. „Hvad skal jeg med en Ledsager?” mumlede han, idet han gik ud.
Sofia blev staaende midt i Værelset. Han havde ikke engang taget Afsked med hende, maaske havde han allerede glemt hende.
Nu var det kun en haanlig og oprørsk Tvivl, der rørte sig i ham.
Er dette virkelig ogsaa det rigtige? tænkte han atter, da han gik ned ad Trappen; — var det virkelig ikke muligt endnu at holde inde, at ændre det altsammen … og ikke gaa?
Men han gik dog. Han havde en Følelse af, at alle Spørgsmaal endelig engang maatte ophøre. Først da han kom ned paa Gaden faldt det ham ind, at han ikke havde taget Afsked med hende, at hun med sit grønne Tørklæde var blevet staaende midt i Stuen, da han raabte til hende; han stansede. Men i samme Øjeblik foer der pludseligt gennem hans Hjærne klart og tydeligt en Tanke, som om han kun havde ventet paa dette Øjeblik for at blive grundigt forvirret.
Naa, hvorfor, ja hvorfor gik jeg nu egenlig hen til hende? Jeg sagde, at jeg havde noget at sige hende, hvad havde jeg da at sige hende? slet ingen Ting! Det, at jeg gaar? Naa, og hvad saa? det skulde ogsaa lønne Umagen! Elsker jeg hende da? Aa nej!… nej? Men jeg har jo jaget hende fra mig som en Hund. Havde jeg da virkelig nogen Brug for hendes Kors? Aa, hvor dybt jeg er
