340
„Gud velsigne Dig!” sagde Tiggersken i en grædende Tone.
Han gik ind paa Høtorvet,
Det var ham ubehageligt, meget ubehageligt at bevæge sig midt blandt Folkemassen, og alligevel gik han just derhen, hvor den største Trængsel var. Han vilde have givet alt for nu at kunne være alene, men han følte selv, at han ikke kunde være alene et Minut.
Inde i Folkemassen ravede en drukken Mand omkring; han vilde danse, men faldt overende ved hvert Skridt; man samlede sig om ham. Raskolnikow trængte sig frem, saa nogle Minuter paa det og lo pludselig kort og afbrudt. Et Minut efter havde han allerede glemt ham, skønt han endnu betragtede ham.
Endelig gik han sin Vej uden at vide, hvor han egenlig var; men da han var kommen midt paa Pladsen, rørte der sig pludselig noget i ham, en Følelse betog ham og overmandede fuldstændig hans Legeme og Sjæl.
Han huskede Sofias Ord: Gaa til en Korsvej, bøj Dig for Folket, kys Jordens, thi den har set din Synd, og sig højt for hele Folket: jeg har dræbt!
Han skælvede over hele Legemet, da dette randt ham i Hu. Denne hele Tids og især de sidste Timers uendelige Angst og Uro havde saaledes betaget ham, at han sanselig styrtede sig ind i denne fuldkommen nye og hele hans Væsen beherskende Følelse. Det var som et pludseligt Anfald, der med en eneste Gnist tændte hele hans Sjæl og anspændte den som med Flammer.
Taarerne styrtede ud af hans Øjne.
Han faldt ned til Jorden....
Midt paa Pladsen knælede han ned, bøjede sig
