341
lige til Marken og kyssede denne smudsige Jord med Vellyst og Henrykkelse. Derpaa rejste han sig op og bøjede sig engang til.
„Se paa ham der, han er nok ordenlig fuld!” sagde en Fyr tæt ved ham.
Folk lo.
„Det betyder, Broder, saa meget som, at han med sine Børn drager til Jerusalem og nu tager Afsked fra Hjemmet, viser hele Folket sin Æresfrygt, og kysser Hovedstaden Sankt Petersburgs Grund,” sagde en anden.
„Det er jo en ganske ung Fyr,” mente en tredje.
„En af de fornemme,” sagde en fjerde belærende.
„Nutildags kan man ikke mere gøre Forskel paa, hvem der hører til de Fornemme, og hvem ikke.”
Alle disse Yttringer og Bemærkninger hindrede Raskolnikow fra at udtale de Ord: „Jeg har dræbt,” som maaske allerede var i Færd med at forlade hans Mund; de døde paa hans Tunge.
Imidlertid havde han dog rolig hørt paa disse Udraab uden at se sig om, og gik nu direkte gennem Gaden til Politikammeret.
Undervejs saa han en Skikkelse, men undrede sig ikke over det; han havde en Følelse af, at det maatte saa være. Da han paa Høtorvet anden Gang bøjede sig ned til Jorden og derunder havde vendt sig til Venstre, saa han for sig Sofia omtrent et halvt hundrede Skridt borte. Hun havde gjemt sig bag en af de Træboder, som staar paa Torvet, og hun havde altsaa fulgt ham paa hele hans Lidelsesvej!
Raskolnikow følte og begreb i dette Øjeblik, at Sofia nu for evig tilhørte ham, at hvor saa end Skæbnen vilde skylle ham hen, vilde hun følge ham lige til Verdens Ende.
Hele hans Hjærte var fuldt af dette … dog,
