68
mig gaa i Fred!” og værgede atter for sig. Hun gik hurtig, men dinglede lige som før. Lapsen fulgte efter hende i en Sideallé uden at tabe hende af Syne.
„Vær bare rolig — jeg skal nok passe paa, han ikke faar fat i hende,” sagde Betjenten bestemt og fulgte efter hende. „Verden er fuld af Uanstændighed og Last,” vedblev han i en højere Tone og sukkede.
Men pludselig følte Raskolnikow sig som bidt af en Slange; han var som forvandlet.
„Hør, De!” raabte han efter Betjenten.
Betjenten vendte sig om.
„Aa, lad være! Hvad blander De Deres Næse i den Ting! Lad hende gaa sin Gang! Lad ham faa den, han render efter, hvad rager det Dem?”
Betjenten forstod ham ikke og saa forundret paa ham.
Raskolnikow lo.
Politimanden slog afværgende ud med Haanden og fulgte efter Pigebarnet og Lapsen. Muligvis antog han, at Raskolnikow ikke var rigtig klog.
„Mine tyve Kopek fik han dog,” sagde Raskolnikow med et bittert Smil, da han var bleven ene; naa, saa kan han jo ogsaa faa en Drikkeskilling af den anden og lade Pigebarnet løbe med ham … det bliver vel Enden paa den Historie … Og hvad Fanden vilde jeg ogsaa blande mig i det og være hjælpsom! Er det min Sag at hjælpe den første den bedste? Har jeg i det Hele taget Ret til det? Lad dem æde hinanden op — det kommer ikke mig ved? Med hvad Ret gik jeg hen og gav mine tyve Kopek bort? Var det kanske mine egne?”
Han følte sig tung om Hjærtet og satte sig paa Bænken. Hans urolige Tanker foer frem og til-
