348
„Jeg vilde bare … tale med Sametow…”
„Jeg forstaar Dem … det har været mig en Fornøjelse.”
„Det glæder mig … paa Gensyn…,” sagde Raskolnikow smilende.
Han gik ud; han vaklede, han var svimmel; han følte ikke, om Fødderne bar ham. Da han gik ned, maatte han støtte sig mod Muren; det forekom ham, at en Portner havde puffet til ham og som om en Hund gøede forfærdeligt og et Fruentimmer skældte og kastede noget efter den.
Endelig var han nede og traadte ud i Gaarden. Tæt ved Udgangen stod den dødblege Sofia og betragtede ham ganske stivt.
Han blev staaende foran hende.
Med sit sygelige, lidende Ansigt saa hun ham ind i Øjnene, slog Hænderne sammen, og et smærteligt, flygtigt Smil viste sig paa hendes Læber.
Han blev staaende et Øjeblik, saa paa hende, og vendte sig saa om for atter at gaa op paa Kontoret.
Ilja Petrowitsch rodede omkring i nogle Papirer. Foran ham stod Portneren, som før havde puffet til Raskolnikow paa Trappen.
„Ah, De er der igen? Har De glemt noget?… Men hvad fejler Dem?”
Raskolnikow nærmede sig ham sagte; med blege Læber, med stivt Blik gik han ganske tæt hen til Bordet, støttede sig med Haanden paa det, vilde sige noget, men kunde ikke; han fik kun fremsat nogle usammenhængende Ord.
„De er syg … kom med en Stol! Her, sæt Dem ned … et Glas Vand!”
Raskolnikow satte sig ned, men vendte ikke Øjnene bort fra den meget ubehageligt berørte Ilja Petrowitsch.
