359
rens Død, skønt Brevvekslingen med Petersborg, var kommen i Gang straks efter hans Internering i Sibirien.
Korrespondancen førtes af Sofia, som punktlig hver Maaned fik Svar fra Petersborg. Hendes Breve forekom i Begyndelsen Dunja og Rasumichin noget tørre og utilfredsstillende, men senere fandt de, at man slet ikke kunde skrive bedre, thi alt i alt fik de dog af disse Breve den fuldstændigste og nøjagtigste Forestilling om deres ulykkelige Broders Skæbne.
Sofias Breve var fulde af den mest hverdagsagtige Virkelighed, af den enkleste og klareste Beskrivelse af Raskolnikows Liv. Der var ingen Fremstilling af hendes egne Forhaabninger, ingen Formodninger om Fremtiden, ingen Beskrivelser af hendes egne Følelser. I Stedet for at prøve paa at beskrive Raskolnikows Sjælestemning og overhovedet hans indre Liv, gav hun blot Kendsgærninger, det vil sige hans egne Ord, udførlige Beretninger om hans Sundhedstilstand, hvad han havde ønsket og hvad han havde bedet hende gøre osv. Alle disse Detaljer meddeltes med den største Udførlighed. Billedet af den ulykkelige Broder traadte endelig helt reliefagtigt frem; Fejltagelser kunde her ikke forekomme, thi det var kun de simple Kendsgærninger.
Men det var kun ringe Trøst, at Dunja og hendes Mand, især i Begyndelsen, kunde hente af disse Meddelelser.
Sofia fortalte, at Raskolnikow stadig var mørkt stemt og tavs; at han næsten slet ikke interesserede sig for de Efterretninger, som hun hver Gang meddelte ham af de Breve, hun fik; at han stundom spurgte efter Moderen, og at hun, da hun mærkede, at han saa alligevel havde gættet Sandheden, endelig meddelte ham Efterretningen om hendes Død, men
