362
Arbejdet, ikke Maden, ikke det kortklippede Hoved, ikke den tofarvede Dragt, som havde slaaet ham ned. Aa, hvad brød han sig om saadanne Kvaler og Pinsler! Tvertimod, Arbejdet var ham endog kært, thi naar han var træt, opnaaede han i det mindste derved nogle Timers sund Søvn.
Og hvad kunde vel Maden have for en Betydning for ham? — denne Vandsuppe med Surkaal og Køkkenaffald i! Under sit forrige Liv, som Student, havde han ofte ikke en Gang haft det. Og hans Dragt var varm og passende for hans Levevis. Lænkerne følte han ikke en Gang.
Eller skulde han maaske skamme sig over sit kortklippede Hoved eller sin tofarvede Trøje? For hvem? For Sofia? Hun frygtede ham; for hende behøvede han vel altsaa ikke at skamme sig.
Men hvad var det da for noget andet?
Han skammede sig dog virkelig for Sofia, som han pinte med sin foragtende og raa Opførsel.
Ikke for det kortklippede Hoved, ikke for Lænkernes Skyld skammede han sig, — hans Stolthed var saaret, Aarsagen til hans Sygdom var krænket Egenkærlighed.
Ak, hvor vilde han have været lykkelig, dersom han havde kunnet fordømme sig selv! Han vilde da have baaret alt, endog Skam og Skændsel. Men skønt han dømte sig strængt, fandt hans forstokkede Samvittighed dog ingen særligt frygtelig Brøde i hans Fortid, højst et ganske almindeligt Misgreb, som havde kunnet passere enhver.
Han skammede sig nemlig over, at han, Raskolnikov, havde styrtet sig i Fordærvelsen saa blindt, dumpt, haabløst dumt, ligesom ved en blind Skæbnes Kendelse, og at han havde underkastet sig og ydmyget sig under en saakaldt Domsafsigelses „Urimelighed”, blot for at skaffe sig nogenlunde Ro. En
