70
til Rassumichin … ja, nu husker jeg det … Men hvad vilde jeg dèr? Hvorledes fandt jeg egenlig paa at gaa til Rasumichin? Det er løjerligt!”
Han forundrede sig over sig selv. Rasumichin var hans Universitetskammerat. Den Gang Raskolnikow gik paa Universitetet, havde han næsten ingen Kammerater; han holdt sig borte fra dem alle, besøgte ingen af dem og holdt heller ikke af, at nogen kom til ham. Han deltog aldrig hverken i Møder, Diskussioner eller Fornøjelser. Han arbejdede voldsomt uden at skaane sig selv … derfor havde man ogsaa Agtelse for ham, men der var ingen, der holdt af ham. Det var meget smaat for ham, men han var stolt, tilbageholden og tavs, som om der var noget, han vilde holde hemmeligt. Nogle af hans Kammerater syntes at mærke, at han behandlede dem overlegent, som om de var Børn, og som om de stod langt under ham i Udvikling, Kundskaber og Meninger, og saa ned paa deres Interesser og Anskuelser som paa noget umodent.
Den eneste, han havde nogen Fortrolighed til, var Rasumichin; det vil sige, der var ikke Tale om egenlig Fortrolighed, men han var mere meddelsom og oprigtig imod ham.
Det var ogsaa vanskeligt at være andet overfor Rasumichin. Han var en munter og aabenhjærtig Fyr, godmodig og ligefrem, men der var baade Dybde og Ærekærhed gæmt under det ligefremme Væsen. Det var kun de bedste mellem Kammeraterne, der rigtig forstod ham, men alle holdt de af ham. Om han endogsaa stundom gjorde Indtryk af at være vel jævn i sit Væsen, var han dog ikke dum. Han havde et godt karakteristisk Ydre, var høj, mager, sorthaaret, al Tid daarlig barberet. Under Tiden fandt han paa at vælte sig ind paa Folk, og gjaldt for at være meget stærk. En Nat slog han en kæmpe-
