81
Raseri over, at han ikke kan faa det slaaet ihjæl med et enkelt Slag.
„Hun er sejglivet!” bliver der raabt.
„Hun vil snart være færdig!” siger en Tilskuer.
„Giv hende et Slag med en Økse, for at faa Ende paa det!” raaber en anden.
„Saa skulde da ogsaa den lede Satan!… — Plads her!” brøler Mikolka rasende, kaster Vognstangen fra sig og henter et stort Brækjærn. „Pas nu paa!” raaber han og giver det stakkels Dyr et Slag med fuld Kraft. Hesten vakler, synker i Knæ, vil atter trække, men Jærnstangen falder atter med fuld Kraft paa dens Ryg, og den segner, lige som alle fire Ben var slaaet af med et Slag.
„Lad hende nu faa det sidste!” raaber Mikolka, fuldstændig vanvittig og springer ned fra Vognen. Flere andre unge Knøse, ligeledes berusede og blussende af Ophidselse, griber, hvad de kan faa fat i: Piske, Knipler, Vognstænger, og styrter hen til den døende Hest. Mikolka stiller sig op ved Siden af den og hugger løs paa den med Jærnstangen. Dyret strækker Mulen frem, sukker dybt og dør.
„Nu har han givet den, hvad den havde godt af!”
„Ja, hvorfor vilde den ikke løbe?”
„Hesten er min! raaber Mikolka med Jærnstangen i Haanden og Øjnene underløbne med Blod. Det var næsten som han var forbitret over, at der ikke var mere at slaa løs paa.
„Nej — Du er ingen Kristen — det er vist!” siger flere blandt Mængden.
Den stakkels lille Dreng er rent ude af sig selv. Han græder højt og trænger sig gennem Mængden hen til Hesten, omfavner dens forslaaede, blødende Mule og kysser den, kysser den paa Øjnene og paa
