Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/88

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

82

Læberne… Pludselig farer han op og styrter rasende, og med de smaa Næver knyttede, løs paa Mikolka.

Netop i dette Øjeblik lykkes det hans Fader, som allerede længe havde søgt at faa fat i ham, at gribe ham og trække ham med sig ud af den store Trængsel.

„Kom — lad os gaa,” siger han til Barnet. „Kom — lad os gaa hjem!”

„Aa, Fa er, Fa'er! Hvorfor har de … pisket den stakkels Hest ihjel?” stammer han grædende. Han taber helt Vejret, og en krampagtig Hulken trænger sig frem af hans forpinte Bryst.

„De er fulde, mit Barn, de er vilde — det kan ikke nytte, vi blander os i det,” siger Faderen.

Barnet slynger Armene om Halsen paa ham, men han føler en smærtelig Trykken over Brystet, han vil trække Vejret, skriger .. og vaagner.

Raskolnikow var helt badet i Sved, Haaret var drivvaad og hang ham ned i Ansigtet; han var forpustet og rejste sig op, endnu grebet af Drømmens Angst og Rædsel.

„Gud ske Lov, det kun var en Drøm,” sagde han, satte sig under et Træ og trak Vejret dybt. „Men hvad betyder det vel? Det skulde da aldrig være Begyndelsen til en Nervefeber?… Fy, hvad for en uhyggelig Drøm.”

Han følte sig som han var mørbanket, og han var i en mørk og bitter Stemning. Han støttede Albuerne paa Knæerne og blev siddende med Hovedet mellem Hænderne.

„Herregud!” mumlede han. „Er det da muligt, er det da virkeligt muligt, at jeg skulde kunne tage en Økse og slaa Hjærnen itu paa hende, vade omkring i varmt, levret Blod, bryde en Laas op, stjæle — og skælve af Skræk? Krybe i Skjul, til-