83
sølet af Blod… med Øksen i Haanden… Herregud, er dette virkelig muligt?”
Han rystede som et Æspeløv.
„Hvad er det egenlig jeg gør?” vedblev han bestyrtet, mens han søgte at berolige sig selv. „Jeg vidste jo, at jeg ikke havde Styrke nok dertil — hvorfor vil jeg saa pine mig selv dermed? Allerede i Gaar, da jeg gik derhen paa Prøve, blev jeg overbevist om, at jeg ikke kunde gøre det — hvad er det saa jeg gaar og plager mig selv med? Hvad nytter al denne Tvivl? Allerede i Gaar, mens jeg gik ned ad Trappen, sagde jeg til mig selv, at det var gement, simpelt, nederdrægtigt… alene Tanken om det gør mig syg og faar mig til at gyse!
„— — Nej, jeg vil aldrig kunne magte det. Lad alle mine Beregninger længe nok dreje sig om det, lad alt det, som jeg har besluttet i Maanedens Løb, være saa klart som Dagen… jeg kan alligevel ikke beslutte mig dertil! Jeg holder det alligevel ikke ud, sætter det alligevel ikke igennem! Hvad saa? Hvad er det saa, jeg til i Dag…”
Han rejste sig, saa sig forbavset om, forundrede sig over, at han befandt sig her og gik hen i Retning af T—broen. Han var gulbleg. Øjnene brændte, han var træt i alle Lemmer, men det forekom ham, som om han atter kunde trække Vejret lettere. Hans Sind var lettere og lysere, da han havde befriet sig for denne forfærdelige Byrde, som havde trykket ham saa længe.
„Herre Gud,” bad han, „vær min Vejleder, og jeg forsager dette djævelske Blændværk!”
Da han gik over Broen saa han stille og rolig ud over Newa paa den straalende Solnedgang. Nu følte han sig ikke længer saa træt og mat som før. Det var lige som der pludselig var gaaet Hul paa en Byld, som i den sidste Maanedstid havde dannet
