84
sig paa hans Hjærte. Fri! Fri! Han var nu løst fra denne Trolddom, denne Rus, disse hviskende djævelske Stemmer.
Senere, da han mindedes dette Tidspunkt og alt, hvad der var hændet ham denne Dag, og gentog hvert Ord, hver Tanke, var der en Omstændighed, som slog ham og som, uagtet der intet særlig paafaldende var ved den, forekom ham som en Slags Forudbestemmelse af Skæbnen.
Han kunde nemlig ikke forstaa, og ikke forklare, hvorfor han, der var saa udaset og træt og burde have valgt den korteste Vej for at komme hjem, alligevel gik den længere Vej over Høtorvet. Omvejen var ikke saa stor, men den var dog unødvendig. Han var vistnok ofte gaaet hjem, uden at huske paa, hvad det var for Gader, han havde fulgt. Men hvorfor, spurgte han bestandig sig selv, hvorfor netop denne Gang et saa vigtigt, tor ham saa afgørende Sammenstød af Omstændigheder paa selve Høtorvet, netop i denne Time, i dette Minut i hans Tilværelse, ved denne Sindsstemning og under Forhold, som kun kunde være egnet til at udøve en afgørende og endelig Indflydelse paa hans hele Skæbne, som om de ligefrem havde ventet paa ham her?
Klokken var ikke slaaet ni, da han gik over Høtorvet. Alle de Handlende var i Færd med at lukke deres Boder, rydde deres Varer bort og gaa hjem. Ogsaa Køberne spredtes. Alle Slags Dagdrivere og Løsgængere stimlede sammen udenfor Værtshusene og i de tilstødende smudsige, stinkende Gaardsrum, men især omkring Øl- og Brændevinsknejperne Raskolnikow foretrak disse Kvarterer og tilgrænsende Gader, naar han drev om uden egenligt Maal. Her var der ingen hovmodige Tilskuere, som saa ned paa
