85
hans pjaltede Dragt, og han kunde gaa klædt som han vilde uden at vække Opmærksomhed.
Henne paa Hjørnet af R—gade stod der et Par Ægtefolk, som ved to Borde handlede med Traad, med Baand, Bomuldstøjer og lignende Varer. De var ogsaa i Færd med at bryde op, men var bleven forsinket ved en Passiar med en Bekendt.
Denne Bekendt var Elisabeth, den yngre Søster til den gamle Enke og Pantelaanerske Helene, hos hvem Raskolnikow havde været for at laane Penge paa Uhret og gøre sin Prøve. Han havde allerede kendt denne Elisabeth længe, og hun kendte ogsaa lidt til ham. Hun var et stort, svært Fruentimmer, tilbageholdende og undselig, enfoldig, ja næsten aandssløv, og blev meget brutalt behandlet af den ældre Søster. Elisabeth maatte arbejde for hende Nat og Dag, rystede af Angst for hende, og lod sig endogsaa slaa af hende. Hun stod med en Bylt under Armen og hørte paa Ægtefolkene, der søgte at gøre hende noget begribeligt.
Da Raskolnikow pludselig fik Øje paa hende, følte han sig saa underlig berørt, lige som truffen af et Slag, skønt Mødet i sig selv ikke havde det mindste usædvanlige ved sig.
„Ja, Elisabeth,” sagde Handelsmanden højt, „det er noget, De selv maa bestemme. Kom i Morgen Aften Klokken syv, saa kommer de andre ogsaa.”
„I Morgen?” spurgte Elisabeth langsomt og betænkeligt, lige som hun ikke rigtig kunde bestemme sig endnu.
„Uh, at De ogsaa kan være saa bange for Helene,” begyndte Madamen med den hende egne Tungefærdighed. „Naar man saadan ser Dem, skulde man tro, at De bare var en lille Tøs, og saa er Helene, jo ikke engang Deres rigtige Søster,
